Ses vi på Mors?

Vi er kommet til 5. afdeling af DM-A og DM Dame, som afvikles på Solbjergbanen hos Morsø Moto Cross Klub d. 15. august. Og endelig kan vi invitere publikum med, når de bedste motocrosskørere mødes til endnu et opgør i jagten på DM-guldet.

Vi har glædet os helt vildt til igen at kunne afholde publikumsløb, og nu er årets første af slagsen lige om hjørnet. Søndag d. 15. august går det løs på Mors, og her får A MX1, A MX2 og Damerne selskab af de hurtige unge mennesker i Mini B85, som skal køre deres finale 1 samme dag.

Vi håber at se rigtig mange af jer til en fantastisk dag på Solbjergbanen – kom og vis jeres opbakning til vores allerbedste kørere, de har med garanti også savnet det!

Billetterne koster 130 kr. og kan købes på Billetto via linket her. Børn under 12 år kommer gratis ind.