Pressemeddelelse: Oplev finalen i DM Motocross i Næstved på lørdag!
De afgørende heat skal køres, trofæerne skal deles ud og Danmarksmestrene skal hædres. Der er lagt op til årets helt store motocross-fest, når Næstved Motor Klub på lørdag d. 16. september afvikler finalen i årets DM Motocross.
Den endnu ukronede, men allerede afgjorte vinder af A MX1-klassen, Mathias Jørgensen fra Svebølle Motocross Klub, har haft en imponerende sæson og kan se frem til at hænge DM-guldet om halsen på lørdag. Der er imidlertid ikke afgjort noget på forhånd, hvad angår DM-sølvet og DM-bronzen, og Næstved Motor Klub har en hjemmebanekører med i spillet – Benjamin Strate ligger pt. nummer tre i den samlede stilling med mulighed for at sikre sig enten en sølv- eller en bronzemedalje.
Spændingen er stor i A MX2-klassen, hvor Næstved Motor Klubs egen Magnus Smith inden finalen ligger nummer to i den samlede mesterskabsstilling med 15 point op til Kolding Motocross Klubs Rasmus Pedersen på førstepladsen. Kan Magnus Smith udnytte hjemmebanen til sin fordel? Og hvad med Mathias Jørgensen, der allerede har sikret sig guldet i MX1, og nu også stiller op i MX2-klassen i Næstved – kommer han og snupper max pointene foran de to kombattanter?
Mini 85-klassen føres af Vestjysk Moto Cross Clubs Oliver Hald med 15 point ned til nærmeste forfølger, Jacob Bloch fra Morsø Moto Cross Klub. Heller ikke her er spillet afgjort, og der vil med garanti blive lagt alle kræfter i, når kørerne mødes til årets afgørende finale.
Der bliver masser af hjemmebanekørere at heppe på – i A MX1 får Benjamin Strate selskab af Marcus Petersen, Oscar Etin Hartvigsen, Victor Guldhammer, Nikolaj Skovgaard Christensen og Oliver Olsen. I A MX2 finder vi, foruden Magnus Smith, Mikkel Nyvang Frandsen, Emil Lodal, Lucas Bruhn, Filip Henriksen Legaard, Albert Henriksen Legaard og Kasper dehnhardt. Og i Mini 85 stiller Alexander Sidenius Kirk Holm, Martin Lysdal, Marius Simonsen, Oskar Møller og Anton Møller til start.
Næstved Motor Klub glæder sig og er klar til at tage godt imod publikum til en festlig og actionfyldt dag med motocross på højt niveau og fejring af de nye Danmarksmestre.
Første heat starter kl. 11!