DM Motocross kommer til Honda Park
På søndag d. 19. juni er Randers Motor Sport vært for et af årets store motocrossarrangementer, når Danmarksmesterskabet for de bedste danske motocrosskørere afholdes på Honda Park.
Randers Motor Sport har rigtig mange flotte og store løbsarrangementer i rygsækken, og derfor er der også god grund til at glæde sig til, at man kan komme ud og besøge dem som publikum til den kommende afdeling af DM Motocross.
Søndagens løb omfatter A-klasserne A MX1 og A MX2, som i hver sin maskinklasse udgør det højeste seniorniveau; Dameklassen, som rummer landets bedste kvindelige motocrosskørere; samt Junior 125-klassen for de hurtige unge kørere i aldersgruppen 13-18 år. A-klasserne og Damerne kører deres 3. DM-afdeling i Randers, mens Junior 125’erne er nået til deres 4. afdeling.
Der er blevet holdt godt fast i de røde nummerplader, som symboliserer føringen i den samlede stilling, siden første afdeling af DM blev kørt i april. Det gælder i MX1, hvor Nichlas Bjerregaard fra Han Herred Motor Klub indtager førstepladsen, i MX2, hvor Mathias Jørgensen fra Hedelands Motorklub ligger i top, og hos Damerne, hvor Sara Andersen fra Motorcykel Clubben Svendborg fører an. Magnus Gregersen fra Haderslev Motor Sport erobrede ved seneste afdeling førstepladsen i DM Junior 125-resultatlisten.
Randers Motor Sport vil selv være flot repræsenteret af en stribe lokale kørere på søndag. I MX2-klassen kan man glæde sig til at opleve Nicklas Haagensen, som er forsvarende Danmarksmester fra 2021 og som lige nu ligger nr. 2 i den samlede stilling. Derudover finder vi Mads Balzer og Kasper Bæk Iversen i MX2, Jonas Laursen og Kennet Hvam i MX1, Jakob Frandsen og William Holch i Junior 125, og blandt Damerne er Vera Hansen klar til at repræsentere klubben på hjemmebane.
Vel mødt til en underholdende og actionfyldt dag på Honda Park på søndag, hvor første heat starter kl. 11:10.